Siff Tang Lassen
Et frit valg
Vi ser en ungdom som ryger mindre end deres forældre. Vi ser en ungdom som drikker mindre end deres forældre og hvor onsdags- og torsdagsbyturene næsten er helt udryddet. Vi ser en ungdom, som aktivt vælger at fordele barslen mere lige. Vi ser en ungdom, som siger fra overfor sexisme, som ikke lader deres køn stå i vejen for hvad de kan.
Vi har ganske enkelt en ungdom, der tager ansvar for deres eget liv!
Alligevel ser vi politikere, der vil hæve aldersgrænsen for hvornår man kan købe tobak, og dermed direkte umyndiggøre myndige mennesker. Vi ser politikere, der ikke mener, at man skal kunne købe en øl som 17 årig, når man gerne vil hygge sig med sine venner, som måske er et år ældre end en selv. Vi ser politikere, der aktivt ønsker, at bestemme over familiens måde at fordele barslen på, selvom det måske for den enkelte familie og det pågældende barn slet ikke er det bedste. Vi ser politikere, som ønsker at forfordele folk på køn og ikke på kompetencer - Jeg vil ikke have et job, fordi jeg skal opfylde en kvote eller er den mest kompetente KVINDE, jeg vil være DEN mest kompetente til jobbet!
Det frustrerer mig som ung, når jeg ser, at mine forældres generation har glemt, hvordan det var at have muligheden for at begå en fejl. Man lærer af sine fejl, man lærer i skolegården at man bliver uvenner, hvis man kalder sine klassekammerater grimme ord, det lærer man ikke, fordi man får det at vide, det lærer man, fordi man begår fejlen og bliver uvenner med sin bedste ven. Man lærer, at man måske skal nøjes med at drikke 5 i stedet for 10 øl, ikke fordi at barnepigestaten har sagt, at du ikke må købe øl, men fordi du har drukket 10 øl og fået det skidt, måske endda både om aftenen og dagen derpå. Vi lærer, at det er smart, at dele barslen mere lige, ikke fordi at staten har bestemt det, men fordi vi har snakket med vores forældre, hvor far måske er ked af han kun tog 14 dage.
Vi får ikke tænkende, demokratiske unge mennesker i dette samfund, hvis ikke vi lader de unge mennesker tage deres eget valg.
Den dag jeg står inde på Christiansborg, der vil det, at lade ungdommen have den frie mulighed til selv at vælge, være min første mærkesag. Jeg vil kæmpe for, at vores ungdom får lov til at begå lærerige fejl i livet. Jeg vil kæmpe for, at ungdommen får lov til selv at vælge, hvilket ligestillet samfund de ønsker at leve i. Jeg vil kæmpe for frihed til ungdommen.
👩🏼🏫Børn og unge skal ikke fordeles på uddannelse på baggrund af deres forældres indkomst
👥Vi skal kæmpe for at man vælges til job og tillidsposter på baggrund af ens kompetencer og ikke ens køn
👩🏼🍼Barslen skal øremærkes barnet, så barslen kan indrettes bedst muligt for den enkelte familie
🍻Aldersgrænsen for køb af alkohol og tobak bevares
